Sofie Kofoed fortæller til Klemensker Lokalarkiv 10. okt. 2001: Renskrevet af barnebarn Christiane.

Vi fik alle et indspillet kassettebånd af Rosa. Dette bånd vil jeg renskrive og sætte ind i mor og fars livshistoriemappe. (marts 2007, af Christiane) Mormors fortælling skriver jeg i kursiv, og mine kommentarer i alm. skrift

13. juli 2006:
Christiane: jeg har et kassettebånd der hjemme med mormor, hvor hun bliver interviewet til lokalarkivet, det er omkring hendes 90-års fødselsdag. Er det anledningen til interviewet.
Rosa: nej jeg mener ikke det var anledningen, det var lokalarkivet, der kom op på plejehjemmet og satte ”noget i gang” og det ville hun gerne deltage i.

Sofie: min mor blev født på Nørregård i Østermarie, far var fra Nyker, udmark, og han boede nede, når man kommer fra Almindingen, og kører mod Tingsted, så går der en vej ned til venstre, der var far opvokset. Han gik aldrig i skole, for der var for langt at gå, han skulle gå helt til Nyker, igennem Vestermarie. Ellers skulle de betale og det ville hans far ikke. Hvordan han fik lært at læse har altid været mig en gåde, for far læste mange og store bøger, han kunne hjælpe os med lektier, både i regning og meget mere. Jeg havde et meget godt hjem.
Min mor var som sagt, født i Østermarie, på Nørregård, og mistede sin mor, da hun blev født, så fik hun en stedmor, som døde da hun var 3 år – og så fik hun en ny stedmor, som hun altid var glad ved, og kom lidt sammen med den familie.
Da jeg blev født den 21.okt. 1911 var min yngste søster 10 år (Asta 29.9.1901) og min ældste søster blev 20 år i januar, (Helga 19.1.1892) og mor blev 40 i februar, (Johanne Bolette 7.2.1872) så jeg har altid været den lille, som blev forkælet. Mine søstre havde to par tvillingebrødre (Herman og Ejner 9.2.1898) på hver side af sig, (Peder og Karl 12.3.1906) og en ældre bror, (Conrad 23.12.1893) så vi var 8 i alt (læs mere uddybende i stamtavlen i denne mappe)

Der hvor jeg er opfødt hedder ”Granly”. Det første jeg kan huske fra min barndom er; min søsters bryllup, og jeg måtte ikke komme ind til det dejlige bord og spise, så kravlede jeg bare under bordet, og satte mig midt imellem brudeparret, og så jublede og klappede de alle så jeg blev flov og løb ud og satte mig i køkkenet, og blev der resten af aftenen.

Da jeg blev lidt større, og jeg skulle i skole, puttede mor mig, for hun skulle rejse den aften, så da jeg kom hjem fra skole stod far og lavede middagsmad, jeg blev helt forbavset og spurgte hvor mor var henne. Jamen hun var jo rejst, og  jeg sagde; ”jamen kommer hun ikke hjem til os mere”.
Jo det gjorde mor, men hun var rejst til Kærhave husholdningsskole og far skulle så passe mig så længe. (Middagsmad var varm mad som spistes kl. 12)

Jeg havde to brødre derovre, (På Sjælland) så dem skulle hun besøge mens hun boede på skolen, de var 15 år ældre end mig de to tvillinger. Da hun kom hjem skulle vi slagte, og vi plejede at holde nabofest når pølsen var kogt, den blev kogt ude i vaskehuset, i murgryden og herefter fik de om aftenen ribbensteg. Senere skulle de have kaffe, og mor havde bagt en lagkage, som hun havde pyntet med glasur ud af flormelis, og det blev beundret, for det havde de aldrig set før; en lagkage der var pyntet, det var almindeligt med flødeskum, flormelis kendte man ikke på dette tidspunkt.

Da jeg blev sendt i skole, så var det ikke så sjovt. Vi skulle jo lære at A siger A, B siger B, A B og C. Det var drøjt, for jeg kunne læse, uden at skulle sidde og stave.

Dette billede har jeg fra Rosa. Mormor står i midterste række nr. 3 fra venstre.
Dette foto er et digitalbillede, originalen har Rosa.

Jeg er glad for at være født i Danmark, for her er klokken jo 12 til middag, men i USA er den 5, det havde da været kedeligt hvis vi skulle have spist middagsmad kl. 5.

Som barn nummer 9, var jeg altid forkælet, og derfor ødelagt som lille.

Til jul bagte vi i en stor ovn, også ude i vaskehuset. Der bagte vi en hel masse til jul og vi stegte stege, ænder og flæskestege. Det var svært når vi ikke havde en fryser at holde det, så hvis det var koldt i vejret så opbevarede mor det udenfor, vi hængte det op i en kasse i et træ, for der kunne ikke komme nogen katte eller andre dyr. Sådan var tiden dengang,

Da jeg var en stor pige, var min søster på Pavillionen i Almindingen en sommer og så skulle hun have ny cykel, for hun havde tjent så meget, så fik jeg hendes gamle cykel, men jeg måtte ikke cykle i skole, for der var ingen i skolen der hverken kunne eller måtte cykle i skole, det havde de ikke råd til, så ville den hurtigt blive ødelagt.

Under krigen, den 1. verdenskrig, så spiste vi byggrød til teen om morgenen, for brødet var til madpakkerne, min far og min bror var ude skoven eller noget andet, køre og avle for naboen og så videre, og så var der jo brødrationering og så videre, så vi havde ikke farligt meget brød at slå til måls med.

Så var der den spanske sygdom som hærgede rundt omkring, og min far lå meget dårlig, vi var bange for at vi skulle miste ham. Vi skulle have hentet en læge, men vi skulle først op på noget der hed Møllehøj tror jeg, og der skulle vi have et kort at betale, jeg tror det var 35 øre, for at få lov til at bestille doktoren til at komme derned. Og der løb jeg lige så godt jeg kunne op og fik det papir, og op og bestille lægen, så han kom ned til far, og gav ham nogle piller eller hvad det nu var, det ved jeg ikke rigtigt.

Da jeg var omkring de 5 år, så fik min ældste søster en dreng, og mor ville så gerne op og se hvordan det gik dem, men mor havde jo aldrig lært at cykle, og kørte heller ikke med hestevogn, og far havde travlt, så det blev til en gåtur. Mor og jeg gik fra Østermarie op til Klemensker, og besøgte dem, og så det lille dejlige pus der lå i vuggen. Derefter skulle vi også gå hjem, det var den samme dag, og da jeg kom ind til Åremyra i Almindingen, så sagde jeg til mor; ”nu kan jeg ikke mere så nu sætter jeg mig her” så sagde mor; ” tag lige og kravl op på den der sten” og så tog hun mig på skuldrene og så bar hun mig et langt stykke, men jeg skammede mig, så jeg kom ned, og så masede jeg bare videre til vi kom hjem. Sådan var tiden dengang.

Da jeg var 13 år, skulle jeg gå til præst, og vi var 52 konfirmanter. Da vi bliver konfirmeret stod jeg næsten nederst for jeg var meget ung, der var to neden for mig, og så begyndte præsten jo at snakke, og så sagde jeg; ”Nej” og alle i kirken vendte sig om. Mor sagde at jeg blev helt rød bag på halsen og rød i hovedet, men rødt og hvidt har jeg altid syntes stod godt sammen, så det gjorde ikke noget. Men så sagde jeg til præsten; ”nej, det er ikke mit navn” ”så har I byttet plads” svarede han, og nev mig i armen. Derfor sagde jeg nej, og dengang var det et nej der rungede i hele kirken, for jeg vidste at jeg stod rigtigt, og så blev jeg konfirmeret, og jeg sagde også ”ja” for det havde jeg regnet med, jeg havde ikke regnet med at stå i kirken og sige nej.

Så kom jeg jo ud og tjene og jeg ville så gerne, ligesom hjemme hos mor og far, være ”landbo” ud på landet, og det kom jeg. Jeg kom ud til et ældre par, hvor jeg skulle hjælpe til, både med at malke og vaske kander, luge roer og høste. Det var jeg så glad ved. Gårdejeren sagde ”havde jeg vist at du ikke var mere end 14 år, så havde jeg ikke givet dig 30 kroner om måneden, men du har fortjent dem, for man skal lede noget, efter en, der er så glad for at gå på landet og rode” (mormor griner)

Da jeg blev konfirmeret, var jeg gået ud af skolen, og jeg spurgte far om han ville tage mig ud af skolen om foråret, for ellers skulle jeg gå i skole et helt år endnu, jeg blev konfirmeret om efteråret. Jeg havde ikke lyst til at gå i skole mere. Men far sagde ”nej” for han havde aldrig gået i skole, så han syntes bare at jeg skulle blive der. Så spurgte jeg om jeg ikke selv måtte spørge, jo det måtte jeg godt, så sagde læreren; ”vil du da ikke blive her, så kan du jo gå og prale af at du har måttet sidde som nr. 1 i 4. klasse, du vil vel ikke gå ud nu” Jo det ville jeg og det fik jeg lov til.
Så jeg var kun 13 år da jeg blev konfirmeret og da havde jeg ikke gået i skole det sidste halve år, og det var jeg glad ved, for den sommer arbejdede min far og min ældste bror inde i Almindingen, de læssede grus, de havde vist en til hjælp til at læsse, og så kørte far grus på vejene inde i Almindingen. Og så var jeg hjemme hos mor, så jeg kunne luge roerne, der var alligevel et par tønder land tror jeg. Jeg stod op om morgenen og malkede, det var alligevel noget helt andet end at sidde i skolen og sige A B C. Derfor var jeg glad for at jeg kom ud, så kunne jeg køre ind med middagsmad til far og min bror hver dag. Jeg kom hjem fra præst så tidlig så jeg kunne køre derind og klare det. Der var ikke noget der hed termokander dengang, så det at få mad med til en hel dag, det syntes jeg ikke der var nogen mening i, når jeg kunne komme ud af skolen, og så cykle ind med mad. Mor havde aldrig lært at cykle, de satte hende op på en cykel engang, hun var lige ved at have lært det, de satte hende op oppe på bakken, gav hende et puf så hun rutsjede ned af hele bakken, pedalerne løb bare rundt og rundt lige så stærk de kunne, hun kunne ikke holde stille med dem, så hun ramlede nede i dalen og derefter satte hun sig aldrig op på en cykel mere, for det ville hun ikke.

Den bakke var vi ellers så glade for, vi fik lov til at låne fars slæde, og så var vi en hel masse der satte os op i slæden og så gav vi et puf, og så kørte vi nede af hele bakken, det var vel nok dejligt. Vi var mange dér til at lege. Engang havnede vi altså udenfor, nede i grøften og var lige ved at gå ned i en å, som var lige op ad mit hjem, men vi klarede den, der var ingen der kom til skade.
Senere kom jeg ind til Skov og Lærks (?), i Almindingen, da han blev ansat derinde. Der var jeg også glad for at være, jeg husker engang at jeg var alene hjemme med deres lille datter, og jeg skulle passe hende, så tænkte jeg ”nu er hun lige faldet i søvn, nu kan jeg cykle ned til købmanden lige udenfor Almindingen”. Det burde jeg jo ikke have gjort, men når jeg fik handlet det jeg skulle, så fik jeg et chok, jeg kikkede op imod skovfogdens, og der var et flamme hav, så jeg glemmer det aldrig, toget holdt midt over vejen, der var nok en festdag i Almindingen og så holdt der biler på begge sider, som der lyste mod hinanden, det var det her flammehav jeg så da jeg kom over bakken, så jeg blev bange, men glad blev jeg da der ikke var sket noget.

En anden gang var jeg også alene hjemme med den lille dejlige pige, så skulle jeg ud og plukke kirsebær, jeg kravlede langt op i træet, og så kom der en brandalarm, alle vegne fra, så duttede det, og de standsede ved ”Åremyra”, jeg blev så bange så hjertet hoppede, jeg glemmer det aldrig, for jeg tænkte ”skal vi nu brænde inde, for jeg kan ikke gå ud af skoven hvis den brænder for det var så knasende tørt og varmt dengang” så det var slet ikke sjovt, men så pludselig fik jeg at vide at det var en brandalarm, som kom alle vegne fra for Almindingen brændte. Der var slet ikke ild indenfor, så glad var jeg.

Min yngste bror, Peder, tvilling med Karl, - Karl var hjemme og hjalp mor og far, så rejste han til håndværkerhøjskole, tror jeg det var. Han kom  hjem på juleferie, men han fik lungebetændelse, eller lungehindebetændelse på vej hjem på juleferie, blev dårlig, det vidste vi, men var slet  ikke klar over hvor alvorligt det var. Men så en dag da det blev forår, så kom hans tøj hjem og det blev læsset af her af posten, hjemme hos mor og far, og så fik mor et chok og så rejste hun over og så hvordan det gik ham. Han lå stadig på hospitalet, havde tabt alt håret, han havde været meget, meget dårlig, og han havde tabt sig. Så kom han senere hjem, gik hjemme et års tid, tror jeg, han kunne ingenting. Så fik han mors væv, så lavede han møbler, han var jo snedker, og skulle have haft en videre uddannelse over (på Sjælland), men den nåede han vist aldrig.

Jeg kom ned i Bodilsker brugsforening, for der var min svigerinde, hans forlovede, og hun var ekspritrice, så skulle jeg være ”ung pige i huset”. Så en dag var jeg til fest i gymnastikforeningen, det var Sct Hans, det var oppe på Hallegård, der hvor min svigerinde kom senere fra (?), og der traf jeg en fra Lille Krusegård der hed Hans, og ham kendte jeg fra Østerlars, der tjente han da jeg til gymnastik i Østerlars. Så jeg fik mig et par danse med ham, og snakkede med ham, han var hjemme nu på gården.
Så sagde jeg til min svigerinde når jeg kom hjem ”du har sagt at jeg skulle finde en fra Lille Krusegård, men du kan tro nej, ham har jeg kendt længe, han er ikke noget for mig”
”Nå det troede jeg” sagde hun. ”men så er der en anden”, hun vidste ikke hvad han hed. Men så sagde hun; ”nu kommer han”
”Hvem” sagde jeg
”ja nu kommer ham fra Krusegård, gå du ud for han kan ikke gå fra hestene. Gå du ud og tage imod bestilling”
Da jeg kom ud sad der en anden idiot, han hed vist nok Ejnar Kofod tror jeg. Jeg kunne jo ikke huske alt det han remsede op, han skulle have søm, han skulle have det og det, men hun havde stået inde bag døren og skrevet alt det op, for hun havde ikke regnet med at jeg kunne huske det hele for jeg havde ikke fået en bog med mig. (mormor griner)

Det var mit første møde med Ejnar, som jeg senere blev meget, meget glad ved, og har haft et langt liv sammen med. Det var ikke hans bror, han var ikke lige mit nummer. (mormor griner) selvom han også var et dejligt menneske.
Min bror var syg, han kunne ikke følge hende hjem om aftenen, når hun var hjemme på besøg, men så kunne vi jo følges ad fra Østerrmarie og ind igennem skovene.
Så blev jeg jo forlovet med Ejnar, og jeg var hjemme hos mor og far, vi snakkede om at vi skulle finde et sted og bo, men så en dag ringede jeg til ham; ”jeg rejser i aften”
”hvad gør du” sagde han helt chokeret
” ja jeg rejser over til min bror, hans kone er syg, og nu rejser jeg”
”jeg kommer op” og han kom på cykel fra Østermarie og kom ud (Bornholmerfærgen ?) og sagde farvel. Da var han langt nede, det var jeg faktisk også, jeg skulle hjælpe min bror med at passe hans kone, som lå med kræft, men hun døde den nat jeg rejste. Så jeg fik travlt med at passe hans tre små rollinger, og det var jeg faktisk glad ved.
Jeg blev der i to måneder, hvor vi ikke så hinanden, for dengang rejste vi ikke frem og tilbage. Men Ejnar sagde altid at han kunne ikke lide at skrive breve, men jeg skal love for at han skrev breve til mig, (mormor griner glad) og det var jeg glad ved, når vi på to måneder ikke så hinanden.

Så fik vi købt Bodilsminde (foråret 1934) og vi flyttede omgående derop, og der var vi altid glade ved at være, og hvor har vi haft et dejligt liv, at vi har fået lov til at arbejde sammen, og være sammen altid, og når børnene kom fra skole, så var vi, som Kirsten engang sagde, var vi altid hjemme eller hjemmeomkring, og ikke sådan som nu hvor de skal aflevere deres børn i institutioner.
Jeg ved at børnehaverne er dejlige, men det med at komme hjem fra arbejde og skulle lave aftensmad, vaske tøj og så skulle have børnene afsted igen om morgenen, det har jeg altid været lykkelig for at jeg var fri for.

Så begyndte de i skole, vi fik jo tre piger og en dreng, som vi desværre mistede, det har været den største sorg i vores liv synes jeg.
Så kom Kirsten i skole, og hun kom hjem en dag, hun gik hos en lærerinde, og var så ked af det, for hun havde sådan en pæn hvid kjole på, som jeg havde syet ud af en af Ejnars gamle skjorter, og så skulle de bære brænde ind, så tog lærerinden kjolen af Kirsten, for den kjole måtte hun ikke bærer brænde ind med, og så gik hun i bare bukser og hjalp til med at bære brænde ind hele dagen. Det var hun ked af, for hun havde jo ingen underkjole på heller. (mormor griner lidt)
Sådan gik det senere om vinteren, jeg lavede en kort brunternet kjole til hende, og så syntes jeg det var ved at være mode at damerne havde lange bukser, så syede jeg også et par bukser der passede dertil, og sagde at ”du skal bare beholde det på i skolen” men hvad gjorde lærerinden, hun tog hende ind og halede bukserne af hende, for hun skulle ikke gå med lange bukser, det var kun drengene der skulle have det på, og det måtte hun ikke. Så hun kom også hjem dengang og sagde at ”havde jeg tænkt på det mor, så havde jeg ikke villet have disse tykke hjemmestikkede strømper på” som ellers var ret pæne syntes jeg, men sådan var tiden dengang. Når brændet skulle ind, så skulle det bare gøres.

Børnene voksede op: Kirsten ville jo gerne være husholdningslæreinde, og hun kom på husholdningsskole, og dengang vi skulle hente hende rejste vi over til København. (Der er ingen lyd på båndet men pludselig siger mormor:) så skal I komme ind til os, og det var første gang vi oplevede at se fjernsyn, det var jo et helt vidunder.

Så tænker jeg tilbage på dengang jeg var i Bodilsker Brugsforening, og min svigerinde sagde; ” at når de nu er ude at rejse, og vi skal passe forretningen, så skal vi altså, hvis der ikke er for mange folk, så skal vi se fjernsyn fra Bellahøj, dér hvor de var rejst hen” og  jeg sagde; ”tør du tænde deres krystalapperat” jeg var helt chokeret over at hun turde det. Det turde hun og vi sad hørte derhenne fra. Jeg ved ikke om måtte, men vi gjorde det i hvert fald, og hun var kendt med det.
Jeg kunne dårligt finde ud af at snakke i telefon, for det var noget jeg næsten aldrig havde prøvet. Men sådan var det i min ungdom.
Og siden har vi jo selv haft telefon hele tiden på Bodilsminde, det har været dejligt, fik så senere radio, og  fjernsyn. Alt det var helt vidunderligt, når man tænker tilbage på sin egen ungdom, men når man så i dag ser børnene sidde ved hver sin computer og klarer alt det der, i stedet for at lege når de er 2-3 sammen, det er faktisk godt at det ikke var i min ungdom, for vi havde en meget bedre barndom, syntes jeg.

Helge Strandholm: ja Sofie, det har du helt fuldstændig ret i, du har haft en dejlig barndom, og vi siger rigtig mange tak fordi du ville afsætte tid til at indtale lydbåndet om hvordan det var for dig som pige, at være barn og siden ung pige. Nu får vi travlt med at tage en kopi af lydbåndet, det får du forærende og så er der nok et eller andet du skal have rettet, det finder vi ud af, og vi skal også have det overført/aflyttet så vi kan forærer dig en såkaldt errindringsbog om dine oplevelser. Tak endnu en gang, Sofie.
Hvis det ikke allerede er sagt, er det onsdag den 10. oktober 2001, og vi er fra Klemenskeregnens Lokalhistoriske arkiv, på hjemmet.
Helge Strandholm.
SLUT (Et interview på ca 45 minutter.)

I mormors mappe lå et håndskrevet papir. Det var side 3, og der var kun denne side, men der stod:
Når vi slagtede gris – blev tarmene rensede og så lavede vi blodpølse i tarmene og kogte en hel Murgryde med pølse.
Naboerne skulle ind og spise blodpølse og ribbensteg – det var jo ikke hver dag vi fik fersk steg – eller flæsk – for alt skulle jo saltes i et stort saltekar – der var ikke køleskab eller fryser.
Fest var sjældent men for eks høstfest – det blev holdt for folkene på gården og nogle naboer – Mændene – de ældste – sad ofte og spillede kort til ud på natten. Damerne (de ældre sad og diskuterede andre) Nyheder? Børn og unge legede – særlig hvor der på gårdene var god plads – så vi kunne tumle på salen (?) Blindebuk – eller gemme noget eller sanglege – Det var sjov – vi nød det vist mere end nu når det ofte er fjernsynet der underholder
Til jul havde vi en stor bageovn – stenovn der blev lagt masser af brænde ind i ovnen og fyret længe så stenene var glødende – så blev alt affald brændt og aske fjernet med en slags langskaftet Skovl og så satte vi masser af plader ind i ovnen – med Rugbrød – det blev bagt til nogle måneder, tror jeg. Derefter stege og til sidst finere kager. Jeg mindes det kun som et væld af mad. Ja og der blev brugt masser af Sennep til Spegepølse og til koldt salt flæsk – det var også noget vi selv avlede og senere ”runkede” vi frøene. (det må være senneps blomster, hun mener)
Måske har det været en stikord til interviewet, men jeg ved det ikke. Under nogle ord var der en understregning.
Der var også et maskinskrevet ark som jeg også tror var stikord til interviewet. Se følgende side. Om det er mormor der har haft skrivemaskine ved jeg ikke.